Rejsevacciner

Japansk hjernebetændelse

Japansk hjernebetændelse (JE) skyldes infektion med Japansk Encephalitis Virus (JEV), som er et flavivirus i familie med gul feber virus.

Sygdommen er udbredt i store dele af Asien, men også den nordlige del af Australien:

Global_JE_ITHRiskMap

JEV findes primært hos grise og vandfugle, men kan overføres til mennesker via stik af myg tilhørende arten Culex. Risikoen for at få JE er derfor størst ved ophold i landområder og udendørs aktiviteter som trekking, hiking og camping. Ved længerevarende ophold i byområder er der normalt ingen risiko. Det er kun 1:25-200 af de der bliver smittet, der udvikler hjernebetændelse, men risikoen stiger med alderen. JE er en yderst alvorlig sygdom med en dødelig på 20-30% og af de der overlever har 50-60% hjerneskader.

Generelt er risikoen for at få JE begrænset. Der er kun beskrevet to tilfælde af JE hos danske rejsende efter kortvarig ophold henholdsvis på Bali og i Cambodja. Risikoen hos svenske rejsende er estimeret til 1:400.000. I visse områder, fx Thailand, er risikoen størst i regntiden, der normalt strækker sig fra maj-oktober. Der er ind imellem epidemier med JE hvor risikoen for smitte kan stige til 1:5.000 per måned.

Vaccinen, Ixiaro®, indeholder inaktiveret JEV dyrket på veroceller. Til børn >3 år og voksne omfatter primærvaccination to doser (0,5 ml) givet med 28 dages interval. Børn 1-3 år kan vaccineres med halv dosis (0,25 ml). For personer 18-65 år kan de to doser gives med 1-2 ugers interval. Ved forsat risiko for JE anbefales en revaccination efter 1 år. Beskyttelsen efter en booster-dosis er 10 år.

Det er vist at personer, der er primærvaccineret med den tidligere anvendte japansk encephalitis vaccine (JE-VAX), kan revaccineres med en enkelt dosis Ixiaro®, helt op til 20 år efter primær vaccination.

Fraset allergi over for indholdsstoffer er der ingen kontraindikationer mod vaccination.

Rejsende kan reducere risikoen for at få JE ved at beskytte sig mod myggestik. Vaccination mod JE anbefales ved mere end fire ugers ophold i områder med transmission af JE. Der er størst risiko ved ophold i fugtige landområder med grisehold og vadefugle. Samt ved ophold i områder med pågående epidemi.

Denne anbefaling er vejledende.

Du kan også kontakte os på telefon 77 99 77 99 eller e-mail vaccination@dlvs.dk