Rejsevacciner

Myggebalsam

Der er en lang række infektionssygdomme, der overføres af myg, flåter eller sandfluer. Du kan beskytte dig mod disse sygdomme ved at anvende beskyttende beklædning, myggebalsam, imprægneret myggenet samt spraying med insekticid middel inden døre, specielt i det rum hvor du sover.

Det anbefales at man anvender myggebalsam indeholdende enten N,N-Diethyl-3-methylbenzamide (tidligere N,N-Diethyl-m-toluamide) (DEET) eller icaridin (Autan®), som begge kan købes i Danmark. DEET og icaridin-holdige præparater med en koncentration af aktivt stof på mindst 20-30 % betragtes som ligeværdige og giver beskyttelse i mindst 4 timer. Hvis man bader eller sveder meget, kan der være behov for at smøre sig ind hyppigere. Flere internationale guidelines anbefaler at der ved ophold i områder med risiko for malaria anvendes DEET-holdig myggebalsam. 

3-ethlyaminopropionate (IR3535) giver dårligere beskyttelse mod bid af malariamyg og bør ikke anvendes i malariaområder. Lemon eucalyptus (p-menthane 3,8 diol) eller PMD svarer til DEET 15 % og anbefales ikke. Tilsvarende anbefales midler baseret på citronella olie, som kun giver kortvarig beskyttelse, ikke.

DEET har været anvendt i myggebalsam i over 50 år og vist sig sikkert og effektivt at anvende til ammende, gravide (2-3. trimester) og børn (>  8 uger). Tilsvarende kan icaridin anvendes til gravide og børn.


Du kan købe myggebalsam med 30% DEET i alle vores klinikker. Pris: 129 DKK pr. stk.

Se klinikker her

Du kan også kontakte os på telefon 77 99 77 99 eller e-mail vaccination@dlvs.dk