Rejsevacciner

Skovflåtbåren meningo-encephalitis (Tick-Borne Encephalitis (TBE))

TBE, central europæisk hjernebetændelse, Russian Summer-Spring Encephalitis (RSSE) eller Früh-sommer meningoencephalitis (FMSE) skyldes et flavivirus, TBE virus, der overføres af skovflåter. Sygdommen kan også overføres via upasteuriserede mejeriprodukter. 

Sygdomsforløbet
TBE har i sin karakteristiske form et tofaset forløb. Efter en inkubationstid på 7-14 dage optræder et influenzalignende sygdomsbillede, der varer nogle få dage. Cirka 1/3 af patienterne udvikler tegn på hjernehindebetændelse eller hjernebetændelse efter et symptomfrit interval på få dage op til tre uger. Risikoen for at få CNS-infektion stiger med alderen. Børn i førskolealderen udvikler sjældent hjernebetændelse. Omtrent 40% vil have hjerneskader.

Der er flere vacciner på markedet, som indeholder inaktiveret TBE-virus

I Danmark markedsføres Ticovac®. Ticovac®-junior kan anvendes til børn 1-16 år og Ticovac® til voksne. Beskyttelse mod TBE opnås efter to doser givet med 1-3 måneders interval. Intervallet mellem 1. og 2. dosis kan reduceres til 14 dage. Der gives en 3. dosis efter 1 år og herefter revaccineres hvert 3. år. Efter 4. dosis kan man nøjes med at give en dosis hvert 5. år hos personer <60 år.

Gode råd
Risikoen for at blive smittet med TBE kan mindskes ved at undgå kontakt med vegetationen, bære støvler samt beklædning med lange bukser og lange ærmer, evt. imprægneret med permetrin.  Myggebalsam, DEET-eller icaridin-holdigt, virker ikke kun afskrækkende over for myg, men også over for flåter. Man kan derfor delvist beskytte sig mod flåtbid ved at anvende myggebalsam på udækket hud hver anden time. Hyppigt tjek for og fjernelse af flåter. Flåter kravler et stykke tid før de begynder at suge blod. Hvis man tager et brusebad inden for to timer efter at man er kommet ind efter ophold i et naturområde, kan man skylle de flåter af, som ikke har bidt sig fast.

Vaccination mod TBE-virus kan overvejes hvis man:

  • Har arbejde eller langvarigt ophold i lokalområder, hvor sygdommen findes, fx i Øst- og Centraleuropa, Sverige samt på Bornholm og Nordsjælland.
  • Er særligt udsat ved aktiviteter som orienteringsløb, skovarbejde, vandreture på tværs af landskabet inkl. jagt, campering i skovområder eller lignende fritidsaktiviteter.
Læs mere om den aktuelle situation som rejsende
Få et opdateret overblik over TBE-smitte, risikoområder og gode råd til, hvordan du beskytter dig mod flåtbid før og under rejsen:

→    Flåter og TBE-smitte 2026: Viden for rejsende i Europa