Influenza (tilbydes kun til risikogrupper)

Pris pr. Dose: 200 DKK

Der findes tre hovedtyper af influenza; Type A – B – og C- influenza. Type A er den hyppigste, med de kraftigste symptomer, B lidt mildere og C den mildeste. Influenza er en yderst smitsom infektionssygdom, som skyldes influenzavirus. Virus smitter gennem luften.


Vaccine indhold

Vaccinen indeholder inaktiverede overfladeproteiner fra influenzavirus.

Hvem bør vaccineres?

Vaccination anbefales til personer med risiko for udvikling af komplikationer ved influenza. Endvidere anbefales vaccination af personer over 65 år.

Vaccine dosis

Vaccinen gives ved influenzasæsonens begyndelse (oktober-november). Vaccination kan forebygge influenza, men da virus ikke er identisk hver sæson, er det nødvendigt at blive vaccineret hvert år.

Vaccination før rejse

IR

Hvem bør ikke vaccineres?

I tilfælde af akut sygdom ledsaget af feber bør vaccinationen udskydes. Personer, som har haft alvorlige bivirkninger ved tidligere vaccination med vaccinen. Personer med alvorlig allergi over for et eller flere af indholdsstofferne (f.eks. æg). Børn under seks måneder.

Graviditet og amning

Gravide og ammende kan normalt vaccineres.

Beskyttelsestid

1 år

Bivirkninger

Rødme, hævelse og ømhed på injektionsstedet, hovedpine, utilpashed og feber.

Pris pr. Dose

200 DKK

Influenza – vaccination af raske voksne

 

Hver vinter oplever vi en 5-6 uger varende periode med større eller mindre epidemier med sæsoninfluenza. Gennemsnitlig bliver 20 % af ikke vaccinerede børn og 10 % af ikke vaccinerede voksne ramt af sæsoninfluenza. Sæsoninfluenza skyldes influenza A og influenza B. Der findes kun to forskellige influenza B-stammer.

 

For de fleste er sæsoninfluenza heldigvis kun en ubehagelig oplevelse med høj feber, utilpashed, hovedpine, muskelsmerter, nedsat appetit og tør hoste, som varer 5-6 dage, men ofte med behov for 3-4 dages sengeleje. Sæsoninfluenza er dog associeret med en betydelig overdødelighed. Hyppigste komplikation er lungebetændelse enten forårsaget af influenzavirus eller sekundær bakteriel lungebetændelse især hos ældre med kroniske medicinske sygdomme.

 

Siden 2019 har man i Danmark anvendt en tetravalent influenzavaccine, der indeholder to influenza A-stammer og begge B-stammer. Vaccineeffektiviteten er hos raske med normal immunfunktion 50-70 %, men lavere hos ældre > 65 år. Beskyttelsen indtræder 2-3 uger efter vaccination og varer ca. 6 måneder. Vaccinen gives derfor bedst i perioden oktober-november.

 

Vaccination mod influenza nedsætter ikke kun risikoen for at blive smittet med influenza, men også risikoen for indlæggelse og død som følge af influenza, hvis man alligevel skulle blive smittet med influenza. Desuden reducerer vaccination mod influenza smittespredning. WHO kommer to gange om året med anbefalinger til hvilke influenza stammer vaccinen skal indeholde. Influenzavaccinen indeholder ikke nogen levende influenzavirus og man får ikke influenza af at blive vaccineret. Generelt anses influenzavaccinen for sikker og hyppigste bivirkning er lokal reaktion på indstiksstedet.

 

Sundhedsstyrelsen udgiver hvert år en liste over risikogrupper, der tilbydes gratis vaccination mod influenza. Raske børn og voksne, der gerne vil beskytte sig mod influenza, kan lade sig vaccinere mod betaling. En rask yngre voksen person sparer i gennemsnit en halv sygedag per år ved vaccination. Influenza vaccination af raske voksne vil således reducere sygelighed, sygefravær og smittespredning af influenzavirus.

 

Der er under coronavirus pandemien ekstra grund til at beskytte sig mod influenza. Man kan ikke klinisk skelne mellem COVID-19 og influenza. Det betyder at hvis man får influenza-symptomer er det nødvendigt at få foretaget en coronatest og i ventetiden på svar være i karantæne i eget hjem.