Denguefeber

Alle backpackere, der elsker varme og tropiske destinationer, kender til denne lille, uønskede rejsemakker: Myggen! Den er ikke bare irriterende og giver kløende stik, den kan også udgøre en reel sundhedsrisiko.

De seneste år er der sket en stigning i tilfælde af særligt en sygdom forårsaget af myg. Det er denguefeber, som i dag er en af de mest almindelige insektbårne virus på verdensplan, og som derfor også i stigende grad er skyld i sygdom hos rejsende. Som backpacker skal man være særligt opmærksom, da myggene stortrives ved mange populære, tropiske rejsedestinationer.

Siden 2023 har det været muligt at blive vaccineret mod denguefeber, og det har gjort det meget lettere at undgå den ubehagelige sygdom.

Overvejer du vaccination? Læs mere om vaccinen mod denguefeber her.

Fold ud: Hvad er denguefeber? Symptomer og alvor.

Denguefeber skyldes et virus, der overføres til mennesker via myggestik fra myggene Aedes aegypti  og Aedes albopictus (også kendt som tigermyg). Der findes fire forskellige typer af denguefeber vira på verdensplan, som alle giver de samme symptomer. Det er vigtigt at vide, fordi man opnår livslang immunitet, hvis man smittes med denguefeber – men kun over for samme type virus! Man kan altså sagtens blive syg på den næste ferie, selvom man lå syg på den sidste.

Denguefeber kaldes også “break bone fever”, fordi et af symptomerne er kraftige smerter i led og muskler. Andre symptomer er høj feber, kvalme, kulderystelser, hovedpine og rødt udslæt på ansigt, hals og bryst, der starter et par dage inde i sygdomsforløbet. I mange tilfælde er sygdomsforløbet dog med milde symptomer, der minder om influenza. Symptomerne starter typisk 4-10 dage efter man er stukket og varer som regel i 2-7 dage. 

I få tilfælde kan sygdommen udvikle sig alvorligt til dengue hæmoragisk feber, hvor blodet mister sin evne til at størkne. Tilstanden opstår efter 3-7 dages sygdom, når feberen er ved at falde. Tegnene kan være mavesmerter, opkast, blødning og hurtig vejrtrækning. Får du tegn på en alvorlig virusinfektion, skal du straks søge læge. De alvorlige sygdomsforløb ses hyppigere hos personer, der tidligere har været smittet. Derfor kan du overveje at blive vaccineret, hvis du tidligere har været smittet og rejser til lande med høj risiko for denguefeber.

Før rejsen: Forebyggelse af denguefeber med vaccination

Vaccinen mod denguefeber består som udgangspunkt af to doser med tre måneders mellemrum. Vaccinen kan dog gives som én dosis 2-4 uger ved rejser under seks måneder. Derfor er det vigtigt altid at rådgive sig med en lægefaglig, før du tager stilling til dit behov for denguefeber vaccination.

Har du brug for vejledning om, hvilke rejsevacciner der kan være nyttige for dig, så står Danske Lægers Vaccinations Service klar til at hjælpe. Husk at booke en konsultation i god tid inden rejsen, så du er bedst muligt dækket, når du tager afsted.

Hvornår skal man overveje vaccine mod denguefeber?

Hvor nogle vacciner er strengt nødvendige at have, hvis du rejser til et område med høj smitterisiko, er der andre vacciner, hvor du skal overveje nødvendigheden ud fra din situation og rejseform. Vaccinen mod denguefeber Qdenga falder i den kategori. Den kan give dig en tryghed undervejs på rejsen, særligt hvis du skal være væk i lang tid, hvor et længere sygdomsforløb kan være en ubehagelig udfordring.

Kan du nikke genkendende til en af følgende kategorier, kan du overveje at blive vaccineret:

  • Du skal rejse i over fire uger i et område med høj risiko for denguefeber
  • Du skal rejse i kortere tid men i et område med et aktuelt udbrud af denguefeber 
  • Vi anbefaler vaccinen til alle, der tidligere har haft denguefeber, da risikoen for at blive alvorligt syg er større.

Vaccinen Qdenga kan ikke bruges af gravide, og da der ikke foreligger nok viden på området, anbefales den heller ikke til kvinder, der ammer. Hos Danske Lægers Vaccinations Service vaccinerer vi børn fra fire år og voksne.

Bivirkningerne ved vaccinen er normalt lette til moderate og forsvinder efter få dage. Nogle bivirkninger kan være: Rødme, ømhed det sted man bliver vaccineret, hovedpine, muskelsmerter, utilpashed og feber. Bivirkninger for denne type vaccine, kommer typisk først 5-12 dage efter vaccination, så det er en god ide at starte i god tid før afrejse.

Har du brug for en vaccine mod denguefeber? Så kan du læse mere og bestille tid til vaccination her:

Destinationer, hvor man bør overveje vaccination

Det er altså særligt dit rejsemål- og område, der afgør, om du bør overveje en vaccine mod denguefeber. Sygdommen findes i tropiske og subtropiske områder i over 100 lande, og uheldigvis er flere af de områder populære rejsemål for backpackere. Derfor er det en god ide at undersøge, hvordan det ser ud på din destination. 

Langt de fleste turister, der vender smittede hjem til Danmark, er blevet syge i Sydøstasien ved populære rejsemål som Thailand, Malaysia, Indonesien og Filippinerne. Men også i Brasilien, Bolivia, Argentina, Mexico og andre Syd- og Mellemamerikanske backpackermål er myggene til stede.

Myggene trives særligt i byområder med høj befolkningstæthed, hvor de formerer sig i små mængder stillestående vand (vandpytter, tomme dåser, bildæk osv.). De findes dog også på landet og i skovområder. Skal du rejse til byområder med dårlig kloakering og dårlige hygiejniske forhold, så vær ekstra opmærksom. 

I vores landeguide kan du indtaste dit rejsemål og få specifikke anbefalinger til vacciner. Planlægger du at rejse rundt i flere lande, kan du bruge vores trekkingguide, hvor du kan indtaste flere lande og få en samlet oversigt over de vacciner, vi anbefaler til lige dit eventyr.

Under rejsen: Undgå at blive stukket af myg

Når du først er kommet afsted på rejsen, er vores bedste råd til dig, der vil undgå denguefeber: Lad være med at blive stukket af myg! Så simpelt kan det siges, men det kræver selvfølgelig lidt omtanke. 

Aedes myggene er aktive om dagen og særligt lige før solopgang og solnedgang. Hvor malariamyggen er aktiv efter solnedgang, er det altså tidlig morgen og sen eftermiddag, du skal være særlig opmærksom på, når det gælder denguefeber. Vi anbefaler dog, at du alligevel er opmærksom, de steder, du sover.

Her er fire ting du kan gøre, for at undgå at blive stukket: 

  • brug myggebalsam med et højt indhold af stoffet DEET (30-50%) flere gange i løbet af dagen. Det kan købes i alle vores klinikker, klik her for at læse mere om produktet. Særligt når du bader eller sveder, er det vigtigt at huske at genopfriske balsam.
  • brug dækkende tøj; lange bukser, sokker og ærmer, særligt i de tidsrum myggene er mest aktive. Det kan være en udfordring at bruge dækkende tøj, når man rejser til tropiske destinationer, og derfor er det vigtigt at påføre myggebalsam på bare områder. 
  • sov under et myggenet imprægneret med insektmiddel. Det kan være en god ide at have med hjemmefra alt efter hvor du rejser hen. Brug myggenettet ned om madrassen, så din seng er myggefri. 
  • sov i et rum med aircondition, eller et der har myggenet for døre og vinduer. I det sidste tilfælde kan du spraye insektspray i rummet et par timer inden du skal sove og holde dørene lukket. Skal du bo primitivt undervejs, kan du overveje en vaccine, da du i så fald vil være mere udsat for myggetstik.

Hvis du bliver syg: Behandling af denguefeber

Undervejs på ferien, er det vigtigt at være opmærksom på symptomer. Der er ikke nogen medicinsk behandling af denguefeber, men symptomerne kan behandles med smertestillende håndkøbsmedicin, såsom paracetamol. Ved alvorlige tilfælde af denguefeber er det vigtigt at søge lægehjælp, da tilstanden skal behandles på hospitalet. Opsøg altid lægehjælp, hvis du er i tvivl om, hvordan du skal håndtere sygdom.

Søger du læge i nogle af de områder, hvor denguefeber er meget udbredt, vil diagnosen højest sandsynligt blive stillet på baggrund af din sygdomshistorie. Er du tilbage i Danmark, vil diagnosen blive stillet ved en blodprøve, som undersøges for antistoffer.

Selvom du er heldig og kun gennemgår et mildt forløb af dengue, skal du fortsat være opmærksom på myggestik. Selvom denguefeber ikke smitter menneske til menneske, kan sygdommen nemlig spredes ved, at en myg stikker et menneske med virus, inficeres og derefter stikker et andet menneske. Der er eksempler på, at backpackere har været med til at sprede denguefeber, fordi de ikke har været opmærksomme på, at de var syge eller ikke har søgt hjælp. Derudover er det som sagt også vigtigt at undgå at blive syg med denguefeber flere gange.

Hvor udbredt er denguefeber egentlig?

Der har i de sidste 15-20 år været en stigning i antal årlige tilfælde af denguefeber, og næst efter malaria er det nu den mest hyppige tropesygdom. Virussen udgør særligt en trussel for lokalbefolkningen de steder hvor myggene trives, og hvor epidemier opstår, men rejsende er også i stigende grad udsat. I dag er denguefeber en af de tropesygdomme, som rejsende fra Vesteuropa og Nordamerika hyppigst tager med hjem. SSI har ikke nogle sikre tal for hvor mange tilfælde, der importeres til Danmark, men skønner, at der er 1 tilfælde pr. 20.400 rejsende.

Hold dig opdateret

Som rejsende er det altid en god ide løbende at følge med i situationen, det sted man rejser til. Det gælder også som en del af din sygdomsforebyggelse. 

Statens Serum Institut (SSI) deler seneste anbefalinger til rejsende og nyheder om sygdom her. Her kan du læse om aktuelle udbrud af denguefeber, der betyder, at du skal være ekstra opmærksom.

Nyttige links

Hvad er denguefeber: Symptomer, smitte og forekomst

Vaccination mod denguefeber

Du kan også kontakte os på telefon 77 99 77 99 eller e-mail vaccination@dlvs.dk