Rejsediarre er langt det hyppigste helbredsproblem i forbindelse med udlandsophold og rammer 20-50 % af rejsende til udviklingslande. Langt de fleste tilfælde af rejsediarre er milde og varer ubehandlet 3-4 dage. De væsentligste problemer omkring rejsediarre er at det er hyppigt, det er svært at forebygge og det kan ødelægge ferien.
Rejsediarre kan skyldes infektion med bakterier, parasitter eller virus. Fælles er at de hyppigst smitter via indtagelse af forurenet vand eller fødemidler, men enkelte kan også smitte direkte fra person-til-person. Omkring 80-90 % af tilfældene skyldes bakterier, hvoraf E. coli (ETEC) er den hyppigste.
Rejseråd – forebyggelse af rejsediarré:
Selvom man er omhyggelig med hvad man spiser og drikker kan det være svært at undgå at få rejsediarré. Anbefalingerne er
- Sund fornuft omkring valg af fødemiddel og drikkevarer
- Drik ikke postevand, men kun vand på flaske som du selv har åbnet.
- God håndhygiejne, specielt i forbindelse med måltider. Vask hænder med vand og sæbe eller brug hånddesinfektionsmiddel.
- Forebyggende antibiotika anbefales generelt ikke.
Probiotika, mælkesyrebakterieholdige præparater, har ikke nogen væsentlig effekt på risikoen for at få rejsediarre og anbefales ikke.
Rejseråd – behandling af rejsediarré:
- Det er vigtigt at erstatte væske- og salttab. Indtag rigelig væske, særligt vand, evt. te med lidt sukker eller køb rehydreringsvæske (fås som pulver der blandes op i rent vand) på apoteket.
- Stoppende medicin, loperamid, kan anvendes ved mild til moderat rejsediarré. Loperamid kan købes i håndkøb på apoteket.
- Ved moderat til svær rejsediarré kan man overveje selvbehandling med antibiotika. Førstevalg er tbl. Azithromycin, alternativt ciprofloxacin.
- Er diarréen blodig eller føler man sig alment svækket med høj feber, bør man umiddelbart søge lægehjælp. Man kan evt. opstarte behandling med antibiotika, men bør undgå stoppende medicin.