Skrevet af Carsten Schade Larsen d. 13-04-2022
Statens Serum Institut har nyligt udmeldt at der kan ikke påvises en beskyttende effekt af influenzavaccinen blandt personer på 45 år og ældre over for den influenza A-virustype, der cirkulerer aktuelt.
Sæsoninfluenza skyldes influenza A eller influenza B virus. WHO overvåger hvilke influenzastammer, der cirkulerer, og kommer årligt med anbefalinger om hvilke influenzastammer der skal være indeholdt i sæsonens influenzavacciner. I Danmark anvendes tetravalente influenzavacciner, der indeholder to influenza A stammer (H1N1 og H3N2) og to influenza B stammer (Victoria og Yamagata). Normalt giver influenza vaccination en beskyttelse mod influenza på 50-70 % hos yngre voksne, mens beskyttelsen hos personer over 65 år er 30-40 %. Dette kan dog variere fra sæson til sæson afhængig af hvor god overensstemmelse, der er mellem influenzastammerne i vaccinen og de cirkulerende influenzastammer. Man er beskyttet fra 2-3 uger efter vaccination, men beskyttelsen aftager i løbet af 6-12 måneder.
Vi ser aktuelt en stigning i tilfælde med influenza A H3N2. H3N2 er inkluderet i sæsonvaccinen, men der er set ændringer i det influenza A H3N2, der er i omløb, der betyder at vaccinen har nedsat effekt. Generelt ser man dårligere beskyttelse mod influenza A H3N2. Desuden er influenzasæsonen startet sent og de ældre er blevet vaccineret for ca. 5 måneder siden og vaccineeffekten kan være aftaget. Endelig har ældre et dårligere vaccinerespons. Det skal dog understreges at i lighed med COVID-19 vacciner nedsætter influenzavaccination ikke kun risikoen for at blive smittet med influenza, men også risikoen for indlæggelse og død som følge af influenza, hvis man alligevel skulle blive smittet på trods af vaccination.