Skrevet af rejsemedicinsk ekspert Carsten Schade Larsen d. 15-05-2023
Denguefeber er udbredt i tropiske og subtropiske dele af Asien, Afrika, Syd- og Mellemamerika men der er også set enkelte tilfælde i Syd Europa herunder Sydfrankrig, Madeira (Portugal) og Kroatien. Sygdommen findes nu i mere end 100 lande. Forekomsten er dog fortsat højest i Syd- og Mellemamerika og Sydøstasien.
Denguefeber tilfælde er øget drastisk de seneste 10-15 år og det vurderes at 40% af verdens befolkningen er i risiko.
Denne risiko gælder derfor også rejsende til denguefeber områder. Det vurderes at risikoen for at blive smittet er 1 pr. 100-1000 rejsende pr. måned.
På kortet ses de områder hvor tilfælde af denguefeber er rapporteret, jo mørkere området er jo flere tilfælde er der konstateret. Områderne er markekeret udfra data fra april 2022-marts 2023.
Hvad er denguefeber?
Denguefeber er en infektion der overføres af myg via myggestik. Sygdommen giver influenza lignende symptomer.
Symptomer på denguefeber:
- Feber
- Hovedpine
- Smerter bag øjne
- Muskel- og Ledsmerter (break-bone fever)
- Udslæt
Hvordan kan man forebygge denguefeber?
Det er muligt at forebygge denguefeber ved at blive vaccineret. Vaccinen Qdenga kom på markedet i april 2023 og er derfor en ny vaccine der giver mulighed for forebyggelse mod denguefeber.
Vaccination mod denguefeber er særligt anbefalet, hvis man rejser til områder med denguefeber og allerede har været smittet, da studier har vist at smitte med denguefeber giver et sværere sygdomsforløb 2. gang.
Beskyttelse ved vaccination:
Der gives to vaccinedoser med tre måneders interval. Der opnås 80% beskyttelse mod denguefeber i op til et år efter vaccination og 90% mod svær denguefeber. Behovet for revaccination er endnu ukendt.
Pris på vaccinen:
1195 DKK pr. dosis.
Tilskud:
Sygeforsikring Danmark dækker mellem 50-75% alt afhængig af alder, hvis man er aktivt medlem. Læs mere om tilskud til rejsevacciner her

