Danske Lægers Vaccinations Service og Lidl indgår omfangsrigt samarbejde om besøg af vaccinationsbus ved kædens butikker over hele landet. Formålet er at gøre influenzavaccination lettere tilgængelig i hverdagen for danskere, der ønsker at beskytte sig mod influenza.
OBS: Samarbejdet er ikke en del af det offentlige program om gratis vaccinationer for personer over 65 år og kronikere.
Efterår er lig med influenzasæson, og nu bliver det for første gang muligt for danskerne at blive vaccineret mod influenza ved den lokale dagligvarebutik. En række Lidl-butikker fordelt over hele landet lægger nemlig i den kommende tid på skift parkeringsplads til vaccinationsbussen fra Danske Lægers Vaccinations Service.
Det sker fra og med efterårsferien og syv uger frem. Her kan man mod betaling blive vaccineret mod influenza af fagpersonale fra Danske Lægers Vaccinations Service.
”Formålet er at gøre muligheden for at blive vaccineret mod influenza lettere tilgængelig for borgerne i en travl hverdag. Samarbejdet med Lidl vil gøre det muligt for borgere, der måtte ønske det, at få klaret influenzavaccinationen, når de alligevel er ude at handle,” siger Helena Hobel, der er Head of Commercial hos Danske Lægers Vaccinations Service.
Samarbejdet bygger videre på et pilotprojekt i forsommeren, hvor Lidl og Danske Lægers Vaccinations Service efter succesfuldt svensk forbillede for første gang i Danmark tilbød vaccinationer ved supermarkeder. Her kunne man blive vaccineret mod TBE og stivkrampe i seks Lidl-butikker i Nordsjælland, og der var stor efterspørgsel med både mange bookinger og spontane besøg.
På baggrund af de gode erfaringer fra pilotprojektet har parterne nu aftalt at indgå et nyt samarbejde.
“Det viste sig, at danskerne tog godt imod muligheden for at blive vaccineret ved dagligvarebutikken. Derfor er vi meget glade for, at vi kan fortsætte samarbejdet med Lidl – denne gang med influenzavaccinationer og desuden mere bredt over hele landet” siger Helena Hobel.
Hos Lidl ser man også frem til det nye og mere omfattende samarbejde og muligheden for at yde et bidrag til, at tilgængeligheden af influenzavaccinationer øges.
”I Lidl vil vi gerne gøre det lidt nemmere for vores kunder at passe på helbredet og på hinanden. Derfor stiller vi med glæde vores parkeringspladser til rådighed for vaccinationsbussen, så de af vores kunder, der måtte ønske det, nemt kan blive vaccineret mod influenza tæt på, hvor de bor og handler,” siger Mette Schacht Færch, kundedirektør i Lidl.
Danske Lægers Vaccinations Service har med efterårets turplan lagt vægt på at komme rundt i alle regioner i Danmark og har i samarbejde med Lidl valgt butikker i mindre byer og lokalområder, hvor der typisk er længere til de faste vaccinationsklinikker, sådan at man kommer ud mere lokalt.
Vaccinationsbussen begynder sin tur i Nord- og Østsjælland i uge 42 og fortsætter til Syd- og Vestsjælland i uge 43. Efter en uges pause går turen videre til Fyn og Trekantområdet i uge 45, efterfulgt af Syd- og Midtjylland i uge 46. I uge 47 når bussen Nordjylland, inden ruten afsluttes i Østjylland i uge 48.
Borgere kan holde sig opdateret på, hvornår bussen kommer forbi deres lokale Lidl, på https://www.sikkerrejse.dk/begivenheder/. Det vil være muligt at blive vaccineret uden tidsbestilling, men vil man være sikker på at få en dosis, kan man med fordel bestille tid inde på linket.
I vaccinationsbussen tilbydes influenzavaccinen til 209 kr., hvilket er 40 kr. billigere end normalprisen i Danske Lægers Vaccinations Services klinikker. Samarbejdet er ikke en del af det offentlige program om gratis vaccinationer for personer over 65 år og kronikere.
