Vi tilbyder i øjeblikket ikke Covid-19 vaccinationer eller vaccination mod abekopper.

Forkølelser

Forkølelser skyldes infektion med forkølelsesvirus og er ikke ualmindelige i forbindelse med rejser. Der er over 200 forskellige vira som kan give forkølelse. Forkølelse smitter typisk fra dagen før sygdommen bryder ud til 1-3 dage efter sygdomsudbrud. Du smittes typisk via luftbårne dråber, som dannes ved host, nys, spyt eller hvis man, f.eks. via et håndtag, har fået smitte på hænderne, og herefter fører en hånd op til øjne eller næse.

Almindeligvis er risikoen for forkølelser 4 gange så stor om vinteren som om sommeren. Der kan være flere årsager til forkølelse i forbindelse med rejse.

I forbindelse med flyrejser befinder du dig ofte i mange timer med flere hundrede mennesker på meget lidt plads. Jo flere medpassagerer der er og jo længere rejsen varer desto større er risikoen for at blive smittet.

Mange angiver at airconditionering giver forkølelse, det er ikke afklaret om hvorvidt dette er tilfældet. Dog ved man at airconditionering udtørrer slimhinden i næsen. Tørre slimhinder er mere sårbare overfor infektioner. Desuden formerer forkølelsesvirus sig bedre hvis man har kold luft i næsen.

Når du rejser til fremmede steder er der også større risiko for at du udsættes for forkølelsesvirus som du har mindre modstandskraft imod end den virus du udsættes for hjemme.

Udbrud med forkølelsessår forårsages af herpes simplex virus, og det kan være generende på rejsen.

Rejseråd – forebyggelse af forkølelse:

  • Det kan være svært at undgå forkølelse, da sygdommen smitter fra dagen før du bliver syg, men hold så vidt muligt afstand til folk, som fremtræder forkølede.
  • Vask hænderne hyppigt, og undgå at føre dem op til ansigtet.
  • Sørg for god udluftning hvis det er muligt.
  • Hvis en af dine medrejsende bliver forkølet, er det vigtigt at han/hun instrueres i god håndhygiejne.
  • Skru ned for airconditionering om natten.
  • Sov gerne med ordentlig dække i form af dyne eller lignende.

Rejseråd – lindring af forkølelse:

  • Tilstoppet næse kan afhjælpes ved brug af næsedråber eller spray, som kan fås i håndkøb.
  • Smerter i halsen kan lindres med sugetabletter..
  • Mange finder det lindrende at holde hovedet over et fad med varmt vand og indånde dampen.
  • Sov med hovedet højt om natten. Ved forkølelse hos børn kan du med fordel løfte hovedgærdet på sengen, eller bruge flere hovedpuder.

Rejseråd – forkølelse og antibiotika:

  • Forkølelse skyldes virus, og antibiotika så som penicillin har ingen effekt på sygdommen. Kun i tilfælde af komplikationer, f.eks. i form af bihulebetændelse eller mellemørebetændelse, bør du søge læge med henblik på at få vurderet, om der skal gives antibiotika.

Rejseråd – forkølelsessår:

  • Ved at beskytte læberne mod sol og vind med læbepomade med solfaktor, mindskes risikoen for at få forkølelsessår.
  • Får du et forkølelsessår, bør såret beskyttes med læbepomade med solfaktor.
  • Ved første symptomer på udbrud (hævet og prikkende område omkring læberne), opstartes behandling med salve mod herpesvirus