TBE-virussen har bredt sig i Danmark og markant flere danskere bliver smittet, men hvor galt står det egentlig til?
Af Ulrik Bork, Chefsygeplejerske hos Danske Lægers Vaccinations Service
Der har på det seneste været en del opmærksomhed på TBE i de danske medier, og det er der god grund til. Det viser sig nemlig, at den skovflåtbårne virus er blevet mere udbredt i Danmark, og at tilfældene af smittede er steget. Men hvor mange danskere er egentlig blevet smittet med TBE de seneste år?
Vi følger udviklingen i TBE-smitte blandt danskerne nøje
I Politiken den 8. april 2024 kunne man læse artiklen, ”Forsker anbefaler en række skovglade danskere at få TBE-vaccine.” Forskeren bag anbefalingen er Nanna Skaarup Andersen. Hun er afdelingslæge på Klinisk Mikrobiologisk afdeling på Odense Universitetshospital og anbefaler, at man bliver vaccineret mod TBE, hvis man ofte er i skoven i bestemte geografiske områder.
Hos Danske Lægers Vaccinations Service kan vi mærke en øget interesse – og nervøsitet – efter nyheden om den stigende smittefare, når folk henvender sig til vores klinikker. Vi er derfor opmærksomme på udviklingen i TBE-tilfælde blandt danskerne og følger den nøje.
Når vi studerer den seneste opgørelse over TBE-forekomst fra Statens Serum Institut, viser den da også en markant stigning i TBE-virus overført til danskere, der er blevet bidt af en skovflåt.
Så mange er smittet med TBE: En fordobling af tilfælde
I vores graf herunder ses udviklingen i TBE-smittede danskere fra 2012 til 2023. Tallene taler for sig selv med en fordobling af TBE-smittede danskere fra 2022-2023. Over en tiårig periode fra 2013 til 2023 er udviklingen gået fra fire til 28 smittede.
Det er noget, vi tager meget alvorligt. Men samtidig må vi også huske på, at selvom stigningen i TBE-smittede danskere er stor, var der stadig ”kun” 28 smittede i 2023, hvoraf mange blev smittet i andre lande end Danmark. Det ændrer dog ikke på, at danskere i den ”skovglade” kategori bør tage nogle forholdsregler, uanset om de opholder sig i danske eller udenlandske skove.
Smittede i Danmark vs. udlandet
Tabellen nedenfor viser antallet af smittede danskere i 2023 samt det område eller land, hvor de er blevet smittet med TBE. Selvom stigningen i TBE er stor, kan vi se, at en del af danskerne bliver smittet i andre lande end Danmark, herunder en større del i Sverige, hvor TBE for alvor har bredt sig over en årrække.
Områder hvor man skal være opmærksom på TBE
Stigningen i antal smittede og den større geografiske udbredelse i Danmark viser, at TBE er kommet for at blive. Virussen spredes med trækfugle og dyrevildt til ”hotspots”, det vil sige nye steder, hvor der bliver konstateret TBE-smitte.
TBE ”Hotspots” i Danmark
Det har længe været kendt, at TBE har været udbredt på Bornholm. Men inden for de seneste år er lokale områder i Nordsjælland også kommet med på listen; Tisvilde Hegn, Vinderød Skov, Gribskov, Hareskoven og Allerød. Derudover har der været enkelte tilfælde på Fyn, Falster og Midt- og Sønderjylland.
Skovflåterne er mest aktive i sommerperioden, som kan begynde allerede i det tidlige forår og slutte i det sene efterår alt efter vejret.
TBE “Hotspots” i udlandet
I landende omkring os, er der kendte risikoområder i Sverige, særligt i Sydsverige, hvor mange danskere ynder at holde ferie. I Tyskland, Østrig og Letland er der også risikoområder, som det kan anbefales at være opmærksom på, hvis man rejser til de lande og skal ud i naturen.
Bør man vaccineres mod TBE?
Overvejer du, om du skal vaccineres mod TBE-virus? Beslutningen afhænger i høj grad af, hvor ofte og hvordan du færdes i naturen. Nedenfor har vi opdelt rådene baseret på forskellige aktivitetsniveauer og eksponering for risikoområder, så du kan træffe en informeret beslutning om, hvorvidt en vaccination er den rigtige løsning for dig.
- Hvis man kun opholder sig i naturen af og til, og holder sig på stierne, er man ikke i risikogruppen, som vi anbefaler at blive vaccineret mod TBE-virus.
- Opholder man sig ofte eller længe i naturen med arbejde eller i fritiden, hvor man også går uden for stierne i krat, skov eller på eng, stiger risikoen for TBE-smitte, kan man overveje at blive vaccineret.
- Hvis man går på jagt, dyrker orienteringsløb, camping, vandring, cykling, kano- og kajaksejlads – eller arbejder som skovarbejder, landmand eller i Forsvaret, hvor man er aktiv i naturen, bør man overveje at blive vaccineret.
Du kan læse mere om vaccination mod TBE via dette link.
Læs også: Infektionslægen: Bør man være bekymret for TBE-smitte i Danmark?
Endnu ingen grund til panik
Smitte med TBE er heldigvis meget sjælden, så der er ingen grund til panik. Du kan stadig færdes trygt i naturen, hvis du passer på dig selv. Hold dig til stierne, klæd dig i lange busker, lange ærmer og strømper. Brug myggebalsam på huden, og tjek dig selv for flåter, når du er hjemme igen.
Læs meget mere om TBE-smitte, beskyttelse og risikoområder i artiklen herunder:
Flåtsæsonen starter nu: Det skal du vide om flåtoverført TBE (Tick-Borne encephalitis)