Sol

Udsættelse for sol kan forårsage forbrænding og hedeslag. Jo nærmere ækvator du befinder dig, jo større er risikoen. Solen er stærkest midt på dagen, og virkningen forstærkes af vand, sne og sand. Solstrålerne kan derfor virke selv i skygge, og kan trænge gennem tyndt, løst vævet eller stramtsiddende tøj.

Små børn bør ikke udsættes for direkte sol, og bør aldrig decideret solbade. Brug fysisk solfaktor, og iklæd de mindre børn dækkende, tyndt og løst tøj. Husk solhat.

Rejseråd – solbadning:

  • Undgå at opholde dig i direkte sol i flere timer i træk.
  • Undgå den stærke middagssol.
  • Smør dig ind i solcreme med en høj solfaktor hver 2-4 time og efter badning.
  • Som tommelfingerregel bør du mindst bruge en håndfuld solcreme når du smører dig ind. Ellers risikerer du at bruge for lidt.
  • Beskyt specielt ører, næse, skuldre og læber.
  • Brug solbriller med UV-beskyttelse og som slutter tæt til ansigtet.
  • Beskyt hovedet med en hat, kasket eller lign.
  • Ophold dig under parasol.
  • Drik rigeligt væske.