Højdesyge

Højdesyge ses ved ophold i højder fra ca. 2.000 meter og derover.  Symptomerne på mild højdesyge er hovedpine, søvnløshed, kvalme og almen utilpashed. Omkring 20% vil opleve milde symptomer på højdesyge allerede ved ophold i 2.200-2.500 meters højde, som ikke er ualmindeligt for mange skisportssteder. Ved ophold i over 3.000 meters højde i f.eks. Himalaya eller Andesbjergene er risikoen for at opleve højdesyge reel. Risikoen for at få højdesyge er meget individuel, og nogen tåler højden bedre end andre.

Rejseråd – forebyggelse af højdesyge

  • Langsom opstigning, begyndende fra ca. 3.000 meters højde. Især den højde der overnattes i er vigtig, og man kan godt begive sig længere op i løbet af dagen. Man bør anvende 2-3 døgn til akklimatisering, inden opstigningen øges individuelt med 300 til 500 meter, før man igen akklimatiserer i 2-3 døgn.
  • Drik rigeligt væske.
  • Undgå kaffe, almindelig te og alkoholiske drikke som virker vanddrivende.
  • Undgå afkøling.
  • Undgå stærk fysisk aktivitet de første dage.
  • Let hovedpine kan afhjælpes med hovedpinetabletter.
  • Den receptpligtige medicin Diamox kan i en hvis grad forebygge højdesyge. Diamox indeholder stoffet acetazolamid. Højdesyge forebygges ved at indtage 1 tablet Diamox 250 mg til natten fra et døgn før opstigning indtil 2 døgn efter ankomst til sluthøjde.

Faresignaler ved højdesyge:

  • Kvalme
  • Almen utilpashed
  • Lettere svimmelhed
  • Søvnbesvær

Ved højder op til 3.000 meter kan disse symptomer ofte afhjælpes ved at forblive i ro i nogle døgn inden yderligere opstigning. Optræder symptomerne i højder over 3.000 meter, bør man søge 300 til 500 meter nedad og akklimatisere i mindst 2-3 døgn til symptomerne forsvinder inden yderligere opstigning.

Rejseråd – alvorlig højdesyge

  • Stærk vedvarende hovedpine som ikke lindres af almindelige hovedpinetabletter.
  • Stærk kvalme og opkastninger.
  • Generende svimmelhed, eller regelret balance- og styringsbesvær.
  • Synsforstyrrelser.
  • Trykken i brystet og generet åndedræt eller åndenød.
  • Hævelser, såkaldte ødemer, som typisk ses omkring øjnene og ved ankler og hænder.
  • Kramper.

Disse symptomer er tegn på alvorlig højdesyge, som er en akut og potentielt livstruende tilstand, der kræver umiddelbar transport til lavest mulige højde og øjeblikkelig lægehjælp.