Diarré

Der er stor risiko for at pådrage sig rejsediarré under udlandsrejse. Årsagen er, at drikkevandet ofte er forurenet, og at madvarerne bliver tilberedt/behandlet mindre hygiejnisk, end vi er vant til. Diarréen skyldes ofte smitte med bakterier, virus eller orme/parasitter, som alle kan dræbes ved kogning. En anden årsag til smitteoverførsel er, at man kommer til at putte sine fingre i munden efter at man har vasket fingre i forurenet vand eller rørt ved f.eks. snavsede pengesedler.

Visse alvorlige sygdomme såsom kolera, tyfus og smitsom leverbetændelse (hepatitis A), som overføres ved forurenet mad eller drikke, kan man vaccinere imod. Vaccinen mod kolera giver også nogen dækning mod almindelig turistdiarre.

Rejseråd – forebyggelse af diarré:

  • Spis kun mad som er tilstrækkeligt tilberedt ved kogning eller gennemstegning umiddelbart inden indtagelsen.
  • Drik ikke postevand, men kun vand på flaske som du selv har åbnet.
  • Vælg drikkevarer som er kogt f.eks. kaffe og te eller kulsyreholdige væsker på flaske med kapsel som øl og sodavand. Sørg altid for at det er dig selv som åbner for dine drikkevarer. Brug sugerør hvis muligt.
  • Spis kun frugt som kan pilles eller skrælles, og gør det selv.
  • Undgå at drikke vand fra hanen.
  • Undgå isterninger.
  • Undgå at spise al slags is.
  • Undgå rå mad som f.eks. salat, rå æggeblomme og rå skaldyr og fisk.
  • Man kan forebygge diarré ved at spise piller som indeholder mælkesyrebakterier (eks. IdoForm), hvilket er med til at beskytte tarmens slimhinde.
  • Overvej vaccination mod kolera og tyfus.

Rejseråd – behandling af diarré:

  • Forsøg at hvile.
  • Indtag rigelig væske, særligt vand, evt. te med lidt sukker eller køb rehydreringsvæske (fås som pulver der blandes op i rent vand) på apoteket.
  • Er diarréen blodig eller føler man sig alment svækket med høj feber, bør man umiddelbart søge læge.
  • Ved behov for behandling af turistdiarré er Xifaxan et bedre valg end Ciprofloxacin. Xifaxan anbefales fordi stoffet stort set ikke absorberes fra tarmen og fordi undersøgelser tyder på ringe resistensudvikling. Der behandles med tbl Xifaxan 200 mg hver 8. time i 3 dage.
  • Medicinen tages så tidligt som muligt ved kvalme, mavesmerter eller diarréens begyndelse.
  • Xifaxan bør ikke anvendes af børn og gravide. Kan bruges ved amning
  • Til børn og gravide anbefales azithromycin.
  • Stoppende medicin, som kan fås i håndkøb, kan benyttes kortvarrigt i 1-2 dage af voksne, gerne i kombination med antibiotika. Bør ikke benyttes af børn eller ved blodig eller slimet diarré.