Behandling i udlandet

Kvaliteten af sundhedssystemet er fuldt på højde med det danske i mange lande. I visse udviklingslande varierer kvaliteten dog meget, og uden for storbyer er muligheden for kvalificeret lægehjælp ofte dårlig og transporttiden til lægehjælp kan være lang.

I mange lande, f.eks. syd for Sahara og i Sydøstasien, er risikoen for smitte med kronisk leverbetændelse (hepatitis B eller C) og HIV/AIDS til stede ved behandling for sygdom. Smitten kan overføres med blod ved blodtransfusioner og gennem sprøjter, kanyler og andre instrumenter, der genbruges.

Rejseråd – sygdom og behandling i udlandet:

  • Få ikke behandling med blod eller blodprodukter, som ikke er testede eller varmebehandlede.
  • Få ikke injektioner med udstyr der genbruges. Du skal sikre dig, at der benyttes sterilt udstyr.
  • Undgå så vidt muligt tandlægebesøg.
  • Akupunktur-behandling kan indebære en smitterisiko.
  • Få ikke udført tatoveringer.
  • Lad dig ikke pierce.
  • Medbring gerne engangskanyler hjemmefra. Sælges som rejsekit på mange apoteker.
  • Læs afsnit om rejseforsikring.